Om Dorte Friis´ keramik

“Når vi sætter blomster ned i en Dorte Friis-vase, tages vi med på et eventyr. Eventyret fortsætter, som vasen står dér i vindueskarmen eller på spisebordet eller på kommoden i soveværelset. Et eventyr om varme eksotiske jungler, hvor katte, papegøjer, tukaner og mennesker færdes side om side i harmoni. Et eventyr om et fortryllet verden, hvor intet ondt findes, og hvor mennesker går nøgne rundt, som var vi lige blevet født.

Den verden, Dorte Friis opruller for vores øjne, er det paradis på jord, som ”Tolderen” Henri Rousseau, som Picasso, som Hans Scherfig, som Niki de Saint Phalle og som Corneille har vist med deres værker. Ikke, fordi de ikke har vidst, at verden for det meste er fuld af nød og elendighed, af krig, destruktion og ødelæggelse, men fordi de med deres kunst har ønsket at lave en modvægt, en modverden, hvor drømmere til alle tider har fundet et helle.

Dorte Friis har fundet inspiration til sine keramiske værker fra kunstnere som disse. Der på sin side er blevet inspireret af 1000 års folkekunst. Ikke mindst den præ-columbianske med de stærke farver og de mange dyrefigurer. Der er dog ingen grænser for, hvor man kan finde eksempler på en kunst, der aldrig har været beregnet på at skulle havne på fine museer, men har været til praktisk anvendelse. Skabt af mennesker med fødderne solidt plantet i folkesjælen.

Når Dorte Friis skaber sine værker, sørger hun for at udnytte den tredimensionale effekt til fulde. Motiverne breder sig over vasen i sin helhed. Kattens hale bugter sig om den runde form som en arabesk, fuglene breder deres takkede vinger over hele fladen, og menneskekroppene slynger deres arme, ben og lange hår i elegante baner på den natsorte baggrundsglasur. I mellemrummene skyder blomster deres hoveder, blade og ranker ind som dekorative sætstykker for de eksotiske motiver.

Virkningen er dynamisk, men også præget af en egen monumental ro. Dorte Friis formår ikke kun at skabe balance mellem kompositionens enkelte dele, men også at få de stærke og glødende farver til at svinge med hinanden. Det ser nemt ud, når det lykkes, men det kræver en udviklet koloristisk fornemmelse. Ikke mindst, fordi man i keramik ikke bare kan smække farverne op lærredet som i et maleri. Mange ting kan gå galt under brændingen, og det fordrer års erfaring og viden at forudse hele processen. Noget, Dorte Friis tydeligvis mestrer.

Dorte Friis er som keramiker optimistisk, farveglad og harmonisk. Hendes værker vækker glæde, og man har svært ved at slippe dem, ikke kun med øjnene, men også med hænderne. Man får lyst til at eje dem. Ar røre dem. Og det må da være den ultimative kompliment for en keramiker.”

- Tom Jørgensen, Kunstavisen