Om Anders Friis´ skulpturer

 Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen

Den bedste måde at beskrive Anders Friis som billedhugger er umiddelbart ved at sammenligne ham med én af de største skulptører, kunsthistorien har fostret: Constantin Brancusi (1876-1957). Begge har fuglen som et vigtigt motiv i deres arbejde.

Brancusi skabte fra 1920´erne til 40´erne en række skulpturer, oprindeligt i marmor, senere støbt i bronze, der er næsten abstrakte i deres udtryk. Den rumænske billedhugger ignorerede fuglens krop og fokuserede i stedet på vingen, der gengives som en lang aerodynamisk form. Utroligt raffineret og utroligt elegant.

Anders Friis derimod arbejder med sort svensk diabas. Noget, der i sig selv giver en helt anden tyngde til hans skulpturer end Brancusis næsten svævende værker. Jeg siger tyngde, men det forunderlige er, at Anders Friis´ fugle, for det meste ørne og andre rovfugle, samtidig føles levende, årvågne og dynamiske. Som om de hvert øjeblik kan hæve deres krop og slå ned på et intetanende bytte. Anders Friis har undladt at gengive fuglene et hundrede procent naturalistisk, men har i stedet koncentreret sig om de vigtigste konturer: de kraftfulde og stærke vinger og det sylespidse næb. Hvad enten de har slået vingerne ud eller foldet dem sammen, er der noget storslået og fantastisk over disse skulpturer, der virkelig ærer de imponerende rovfugle.

Den sorte farve giver samtidigt associationer til noget nordisk. Brancusis fuglevinger udstråler en international modernistisk og minimalistisk elegance, mens Anders Friis´ rovfugle både trækker spor tilbage til de gamle stenfigurer, vi finder i mange romanske kirkebygninger, og til oldtidens gengivelser af fugle fulde af symbolske betydninger, vi kun delvist forstår. Denne dobbelthed af udadvendt styrke og indre gådefuldhed er én af de vigtigste ingredienser i skulpturernes egenart. De er på én gang majestætiske og mystiske.

Også i et andet forhold spiller Anders Friis på kontraster. Hvor selve fuglekroppen og vingerne er groft udhuggede, er næbene blankpolerede. Noget, der giver en forskel i farvespillet og er med til at give dynamik til skulpturen som helhed.

For en fugleelsker som undertegnede, der har set tre havørne flyve lige henover hovedet på mig, er det en fornøjelse at betragte disse skulpturer. Den blanding af glæde og ærefrygt, jeg følte ved mødet med disse store fugle, bliver udtrykt på fornemste vis af Anders Friis. Han har virkelig fanget deres sjæl og karakter.